-
om mig
Jeg er født i Norge, men har boet i Danmark siden 1970. Man kan godt sige, at jeg er delvis autodidakt indenfor billedkunsten, men jeg har en læreruddannelse fra Hellerup Seminarium (1982) med linjefag i bla. formning.
Jeg har altid tegnet og malet og det er en nødvendighed for mig at udleve mine kreative sider. Med andre ord - en stor passion.
Når jeg maler, oplever jeg, at der sommetider opstår et ”meditativt rum”, næsten udenfor tiden, hvor jeg bare kan ”være”. Det tætteste jeg som voksen kan komme på den barnlige tilstand af glæde og leg de fleste sikkert kan huske fra barndommen. Jeg nyder at tumle mig med farver og former, og det er altid spændende at se hvad der dukker frem på lærredet.
Jeg bor på Hornsherred, omgivet af smuk natur med skov og strand, hvor der er rig lejlighed til at finde ro og nyde stilheden. -
De ydre landskaber taler til og sætter mig i kontakt med mine indre landskaber og kernen i mig selv.
Via den kreative proces kommer jeg i kontakt med både glæden og kærligheden til livet.
Desuden er jeg en meget stor dyreelsker, hvilket klart kommer til udtryk i mine valg af motiver.
Der findes ikke en slags "symbol facit" for at forstå mine billeder, de skal snarere føles og opleves, da jeg altid forsøger at male ud fra mit hjerte mere end fra mit hovede. Jeg kan også lide at fortælle historier i mine billeder, sommetider lidt finurlige, magiske og eventyrlige.
Jeg synes, det er meget vigtigt, at fokusere på det smukke i livet. Der er så meget vold, meningsløshed og grusomhed i verden og vi bliver hver eneste dag stopfodret med dårlige nyheder. Jeg opfatter mig selv som et levende og engageret menneske og - og er interesseret i både det nære og fjerne samfund.
I mit privatliv har jeg oplevet både sorg og sygdom, og også i mit arbejdsliv har jeg været tæt på mennesker som har oplevet krig, sorg og traumer.
Måske specielt derfor, synes jeg, det er vigtigt at påskønne det dejlige ved livet og den smukke klode vi lever på.